Unge siger ja til Europagten

 

En livlig diskussion udspillede sig blandt ungdomspolitikerne. (fra højre) Morten Dahlin, formand for VU, Nanna Østergaard, VU, Gry Möger Poulsen, formand for SF Ungdom og Christian Østergaard, SF Ungdom.

DI og CO-industri havde som optakt til det danske formandskab i 2012 taget initiativ til at indbyde partiernes ungdom til at komme med deres bud på tværs af de partipolitiske skel på et stabilt og vækstpræget Europa.
 
- Jeg er imponeret af deres dygtighed og politiske håndværk. De overvandt mange indbyrdes uenigheder for til sidst at blive enige om et fælles bud. Det var flot og tegner godt for den politiske opbakning til et tættere økonomisk samarbejde, siger DI’s europapolitiske chef Sinne Conan.

Loft over EU's budget

 

Aftalen de blev enige om indeholder, som nævnt en dansk tilslutning til Europagten – med respekt for Euro-forbeholdet. De unges aftale indebærer også at EU ikke må opkræve skatter og afgifter samtidig med at der blev lagt et loft over EU's budget på 0,8 procent af BNI(bruttonationalindkomsten) mod godt 1 procent i dag.
 
Forhandlingerne fandt sted i Crowne Plaza Hotel, bedre kendt som Det Sorte Tårn, i nøjagtig samme suite, som der hvor regeringen forhandlede om et regeringsgrundlag tidligere på året.

Hårde og intense drøftelser

 

De politiske drøftelser var til tider både hårde og intense. Men i de allersidste minutter nåede de alligevel at få en aftale – dog uden Liberal Alliances Ungdom, der bl.a. ikke kunne acceptere tre af forbeholdenes afskaffelse som de øvrige partier blev enige om. 
 
Forligspartierne er Venstres Ungdom, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, SF Ungdom, Radikal Ungdom og Europæisk Ungdom.

 

Ønsker du at se den endelige aftale findes den her: http://di.dk/SiteCollectionDocuments/Opinion/Europe%20Fast%20Forward/Konklusioner%20-%20Ungdommens%20Europa.pdf