Danmark skal kunne bestemme mere selv - derfor stemmer vi “JA” d. 1. juni til at afskaffe forsvarsforbeholdet

D. 1. juni skal danskerne stemme, om vi ønsker at samarbejde med EU på forsvarspolitikken og dermed afskaffe forsvarsforbeholdet.

Det betyder at…

Vi får indflydelse på, hvordan EU’s forsvars- og sikkerhedspolitik skal se ud i fremtiden

Vi kan kæmpe for demokrati og menneskerettigheder verden over og fremtidssikre vores danske og europæiske værdier

Hvad er forsvarsforbeholdet?

Danmark fik forsvarsforbeholdet tilbage i 1993 (sammen med tre andre forbehold), hvor man frygtede, at EU ville udvikle egen hær. I dag er virkeligheden dog lidt en anden - og vores forbehold har vist sig at få store konsekvenser for Danmark.

Forbeholdet går ud på, at Danmark ikke deltager i EU's forsvarssamarbejde. Det betyder, at Danmark ikke har mulighed for at påvirke eller deltage i EU-missioner, -projekter og -samarbejder om forsvars- og sikkerhedspolitik. 

Hvorfor er det overhovedet

vigtigt at stemme “ja” til?

Verden påvirker os - vi skal også kunne påvirke den! I en tid med færre demokratier, truslen fra Rusland og med et USA, der trækker sig mere tilbage skal vi i Europa kunne tage vare på os selv. Vi er nødt til at kunne kæmpe for demokrati og frihed verden over sammen med vores tætteste allierede i EU. 

Samtidig kan vi ikke samarbejde om at styrke vores fælles cybersikkerhed selvom vi er så meget online på alle mulige måder. Vi kan heller ikke optræne vores soldater i fællesskab med EU eller koordinere fælles indkøb af militærudstyr - i stedet for 27 forskellige. Vi samler og styrker EU’s forsvar ved at gøre tingene i fællesskab.

Danmark skal kunne tage et reelt europæisk ansvar.

Myth busters! Kan det virkelig passe?

  • Kunne ikke være mere langt ude … hvis vi afskaffer forsvarsforbeholdet kan vi koordinere langt mere. Men hvert land styrer selv deres egen hær, så EU får ikke sin egen hær.

  • EU og Nato samarbejder meget tæt sammen. Uden et forbehold kan vi samarbejde med begge for EU’s forsvarssamarbejde er et supplement til Nato.

  • Danmark mister ingen selvbestemmelse ved at afskaffe forsvarsforbeholdet. Tværtimod får Danmark mere indflydelse, fordi vi faktisk sidder med ved bordet, når EU-landene samarbejder på forsvars- og sikkerhedsområdet.

  • Nej, aftalen har intet med oprustning at gøre - fx at vores forsvarsbudget skal stige til 2% af BNP. Det handler om mere samarbejde og bruge vores allerede eksisterende midler mere effektiv i samarbejde med vores tætteste allierede.

Hvorfor er det en hæmsko for Danmark?

Når EU’s udenrigsministre skal diskutere og vedtage EU’s sikkerhedspolitik, bliver Danmark smidt ud af forhandlingslokalet. Det er et problem både for dansk sikkerhed, dansk anseelse og dansk indflydelse. Vi kan ikke varetage vores interesser, når EU agerer international aktør.

Hvorfor? Fordi vi konsekvent vælger at sige nej til ALT samarbejde på forsvars- og sikkerhedspolitikken på EU-plan. Vi forholder os ikke til konkrete missioner, politikker og opgaver, hvad vi gerne vil bidrage til og hvad vi ikke vil. Samtidig kan vi heller ikke nedlægge veto mod beslutninger, vi er uenige i. Forbeholdet gør, at vi er totalt lammede, når det kommer til at præge EU på forsvars- og sikkerhedspolitikken.

Vidste du at…?

Med forsvarsforbeholdet kan vi f.eks. IKKE…

  • Deltage i EU’s missioner i kampen for demokrati og frihed verden over

  • Deltage i EU-landenes cirka 60 samarbejdsprojekter om fælles indkøb til forsvaret og militær træning (PESCO)

  • Være med Det Europæiske Forsvarsagentur, hvor de øvrige EU-lande blandt andet samarbejder om forsvarsmateriel, teknologi og forskning inden for forsvarsområdet.

Missioner, vi f.eks. ikke har kunnet deltage i:

EU’s fredsbevarende mission i Bosnien-Hercegovina er afgørende for, at vores nærområde i Europa er stabilt. Danmark havde også soldater udsendt til området, indtil det blev omdannet fra en NATO-operation til en EU-operation. 

EU’s piratbekæmpelse uden for Somalias kyst er også et område, hvor Danmark ikke har kunnet deltage eller bidrage. Piratbekæmpelse er afgørende for dansk handel og dansk økonomi, og derfor er det også vigtigt, at Danmark løfter sin del af ansvaret. 

Meld dig ind i Europæisk Ungdom

og bliv en del af kampen for at afskaffe forsvarsforbeholdet!