Grænsekontrol gør os ikke mere trygge – den gør os mindre europæiske

Af Asmus Vilster

Det er en stille morgen ved Moselfloden. Tågen ligger lavt over vandet, vinrankerne klatrer op ad skråningerne, og små både glider forbi de stejle bredder.

Her, hvor Luxembourg møder Tyskland og Frankrig, ligger en lille landsby – næsten så lille, at man kunne køre forbi den uden at opdage det. Den hedder Schengen.

I dag klinger navnet stort. Det står på millioner af pas, på skilte i lufthavne og ved grænseovergange over hele kontinentet.

Men dengang i 1985 var Schengen bare et fredeligt sted, hvor tre lande mødtes i hjørnerne af Europa. Netop derfor blev det valgt. Neutralt, afsides – men symbolsk. Midt i Europa og dog uden grænser i sig selv.

Her, på en båd ude på Moselfloden, underskrev fem lande – Frankrig, Tyskland, Belgien, Nederlandene og Luxembourg – det, der skulle blive begyndelsen på en af de mest håndgribelige friheder i europæisk historie: retten til at bevæge sig frit. Ikke som franskmænd, tyskere eller danskere – men som europæere

Fri bevægelighed handler ikke kun om grænser, der forsvandt, men om alt det, der opstod i stedet.

Om unge, der studerer i et andet land, familier, der kan besøge hinanden uden pas, og arbejdere, der kan finde arbejde, kærlighed og mening på tværs af sprog og grænser.

Schengen blev symbolet på et kontinent, der for første gang forsøgte at definere sig selv gennem tillid snarere end frygt.

I den forstand var Schengen en kulturel erklæring – et eksperiment i civiliseret sameksistens.

En tro på, at Europa kunne være andet og mere end summen af sine toldstationer og historiske traumer.

At vi kunne stå sammen uden hele tiden at se os over skulderen.

Fire årtier senere har Danmark – et af de lande, der siden blev en del af dette fællesskab – netop forlænget sin midlertidige grænsekontrol mod Tyskland til ti år. Ti år.

Ved 17 grænseovergange står politifolk og hjemmeværnssoldater år efter år og inspicerer biler, der næsten altid får lov til at køre videre.

Af de cirka tre millioner mennesker, der hvert år passerer grænsen, bliver blot 0,05 procent nægtet adgang. Og regningen løber op på 164 millioner kroner om året.

Men det, der koster mest, kan ikke måles i kroner og øre. Det er den stille, men konstante udhuling af noget langt større: idéen om et grænseløst Europa.

Den idé, Danmark skrev under på, da vi i 2001 blev en del af Schengen-samarbejdet – ikke som en teknisk foranstaltning, men som en politisk forpligtelse til at se ud over os selv.

En idé, der i dag er mere uundværlig end nogensinde.

For mens en ustabil orange mand igen sidder i Det Hvide Hus, mens Rusland fører krig mod et europæisk land, og mens Europa taler mere om splittelse end sammenhold, er det næsten pinligt, at Danmark stadig nægter at se det i øjnene: Vi er intet uden et stærkt, frit og solidarisk Europa.

Når regeringen endnu en gang forlænger den midlertidige grænsekontrol, taler den om terrortrusler, organiseret kriminalitet og migration over Middelhavet.

Men hvor er beviset for, at en kontrol ved Padborg eller Kruså gør Danmark mere sikkert, når de fleste af de bøder, der udstedes ved grænsen, går til sønderjyder, der bare var en anelse for entusiastiske i jagten på billige Slots?

Selv Justitsministeren har indrømmet, at grænsekontrollen "formentlig ikke lever op til EU-rettens krav". Eksperter i EU-ret kalder den et brud på EU's grundlæggende principper.

Forklaringen må snarere være politisk end praktisk. Grænsekontrollen fungerer som en rituel gestus – et signal til vælgerne om, at man passer på.

Det er tryghedens teater: en symbolsk barriere, der skal vise handlekraft, men som i praksis hverken stopper terrorister eller smuglere.

Den fungerer som et psykologisk plaster på den folkelige usikkerhed, der i årevis er blevet næret af fortællinger om grænseløshedens farer.

Alt imens Danmark reelt set står udenfor indflydelse i de EU's systemer, der rent faktisk bliver udviklet til at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet på grund af vores retsforbehold. 

Men mens politikerne kontrollerer biler fyldt med øl ved grænsen, kontrolleres tilliden i det stille.

For i grænselandet, hvor mennesker arbejder, går i skole og besøger familie på begge sider, er grænsen ikke en trussel, men et bånd.

Et fællesskab i praksis, snarere end på papir. Og når Danmark insisterer på at bevogte det bånd, mister vi langsomt noget af det mest værdifulde ved vores europæiske fællesskab: troen på, at tillid kan være stærkere end frygt.

Der er i virkeligheden noget dybt ironisk i, at Danmark – et land, der lever af sin åbenhed, sin handel, sit internationale samarbejde – vælger at signalere isolation som svar på usikkerhed.

Vi, der ellers ynder at se os selv som pragmatikere, har gjort grænsekontrollen til et permanent symbol på politisk selvsving.

Måske er det på tide at minde os selv om, hvad Europa egentlig er: ikke et teknokrati, men et civilisationsprojekt.

Et løfte om, at kontinentet, der i århundreder var præget af krige og mure, kunne finde en ny form for styrke i sin gensidige afhængighed.

At tillid ikke var naivitet, men en form for mod. Den form for mod, Schengen repræsenterede, og som vi nu langsomt er ved at glemme.

Og sådan bliver grænsekontrollen en slags metafor for noget større: et Europa, der i stigende grad beskytter sig mod sin egen idé. Et kontinent, der i frygt for verden udenfor langsomt mister modet til at være åbent indadtil.

Betragt derfor dette som et opråb til regeringen - og måske især til Moderaterne, der jo ynder at tale om fornuft og fremsyn.

Fornuften ville være at indse, at ti års "midlertidighed" er blevet et demokratisk paradoks. Fremsynet ville være at standse det. At gøre op med det symbolske selvbedrag og genoprette den frihed, vi engang var stolte af.

Stop nu den midlertidige grænsekontrol. Grænsekontrollen gør os ikke mere trygge. Den gør os mindre europæiske.