Når støtten til Ukraine vakler, afslører det en urovækkende tendens

Af Asmus Vilster og Cille Fahnø

Når tre ud af ti danskere nu anfører, at støtten til Ukraine er for omfattende, og Dansk Folkeparti på vej i valgkamp markerer sig på området, afslører det ikke blot en politisk træthed – det afslører en mere urovækkende tendens: 

En begyndende erindringsløshed. Det er, som om vi har glemt, hvad det europæiske projekt egentlig handler om, hvem der skal bære det videre, og hvad ukrainerne på vegne af os alle kæmper for. 

Det gør os i den unge generation nervøse. For det er os, der skal leve i det Europa, der bliver formet af dagens beslutninger. 

Og det er os, der kommer til at betale den højeste pris, som ikke kan opgøres i kroner og ører, hvis modet svigter, i takt med at meningsmålingerne flakker. 

Der er intet usædvanligt i, at befolkninger stiller spørgsmål ved udgifter under en langvarig krig. 

Hvad der derimod er bemærkelsesværdigt og potentielt fatalt, er, hvis politisk lederskab begynder at navigere efter midlertidige udsving i opinionen frem for at fastholde det langsigtede strategiske blik. 

For retten til at eksistere

Ukraines kamp er ikke kun deres egen. Det er et opgør med autoritær ekspansion, desinformation og brutalisering af international orden. Et knæfald for Rusland i Ukraine vil være et knæfald for hele Europa. 

Det vil være en erkendelse af, at vi selv med 27 lande i ryggen ikke længere er en storpolitisk aktør, men blot en lille fisk i havet mellem hajerne Rusland, USA og Kina. 

Derfor er Ukraines kamp for hele Europas frihed, fred og politiske spillebane. Samtidig er deres kamp en kamp for små landes (som os selv) ret til at eksistere. 

Et nederlag i Ukraine vil medføre et nederlag for hele den frie verden i Europa. Derfor er den danske støtte ikke et udtryk for overdreven generøsitet. 

Det er et udtryk for ansvarlighed i sin mest håndgribelige form. Det er også en investering i Europas sammenhængskraft og sikkerhed. Og ja, Danmark ligger højt, når man opgør bidragene i bnp-procenter. 

Det skal vi ikke undskylde for. Vi skal være stolte og insistere på, at nogen må være først, hvis der overhovedet skal være nogen til sidst.

Alligevel hører man igen og igen det samme pseudoargument: “Vi gør mere end de andre.” Som om ansvar er noget, man måler i gennemsnit frem for principper. 

Et valg

Anders Vistisen anfører i DR, at andre “klogere lande” har taget en mere sikker tilgang mod Rusland, enten i form af at være mindre konfrontatorisk end Danmark eller større kapaciteter. 

Men hvis de nylige droner i det danske luftrum har vist os noget, er det netop, at vores venner i EU stadig har vores ryg med tilbud om lån af droneforsvarsmekanismer og meget andet. 

Derfor bør Danmark netop ikke lade sige kue af opfindsomme russiske angreb, men insistere på, at vi skal gøre, hvad vi mener er rigtigt som et suverænt land. 

Udover det vil et nederlag i Ukraine netop betyde mere tid til opfindsomme angreb fra russerne, og at vi slet ikke har set det værste af de forskellige krigsformer, russerne kan bruge mod os. 

Solidaritet er ikke en balanceøvelse. Det er et valg. Og det valg bør ikke korrigeres af politiske rådgivere med adgang til seneste Epinion-tal og et kommunal- og regionsrådsvalg i sigte, men af historisk hukommelse og god gammeldags dømmekraft. 

Vores fremtid

Som unge europæere forventer vi ikke helte. Men vi forventer mod. Mod til at se ud over næste budgetforhandling og næste gallupmåling. 

Mod til at sige, at dette ikke er en almindelig krise. Mod til at se langsigtet, også op til valg. Og vi kommer ikke til at vinde, hvis vi begynder at tvivle på, hvorfor vi overhovedet kæmper. 

Så nej, Danmark skal ikke “skrue ned”. Vi skal holde kursen. Vi skal insistere på, at Europas fremtid ikke afgøres i en regnearksøvelse over byrdefordeling, men i de principper vi tør forsvare – også når det koster. 

Og hvis nogen skulle være i tvivl om, hvem vi gør det for, så lad os være helt tydelige: Vi gør det for dem, der kæmper med våben i hænderne i Kharkiv. 

Men vi gør det også for os selv. For retten til at vokse op i et Europa, der stadig kan kende forskel på svaghed og værdighed. Det er nemlig vores fremtid, de forhandler med.