Trump, Putin og Musk vil afskaffe EU. Derfor ved vi, at EU fungerer

Af Asmus Vilster

Der findes en slags mennesker, man bør måle sine principper efter.

Ikke fordi man vil være som dem, men fordi deres raseri fungerer som en slags moralsk seismograf.

Hvis Donald Trump, Vladimir Putin og Elon Musk i kor angriber den samme institution, er det som regel, fordi den har gjort noget rigtigt.

Seneste eksempel: EU tildeler det sociale medie X en bøde på 120 millioner euro for at bryde regler om digital gennemsigtighed.

Elon Musk svarer igen med at kalde EU for et totalitært bureaukrati og anbefaler, at unionen ganske enkelt afskaffes.

En kommentar så skinger, at selv Nigel Farage måtte have taget sig en kop te og et pusterum.

Det er nemt at grine af Musks digitale raserianfald, hvor han i en og samme åndedrag får sammenlignet EU med Nazityskland og sig selv med en slags ytringsfrihedens martyr. Det er også fristende.

Men det ville være en fejl.

For det, vi ser, er ikke bare en milliardærs ømme tå. Det er et ideologisk frontalangreb på ideen om, at techgiganter skal kunne holdes demokratisk ansvarlige.

EU er med sin regulering i gang med noget historisk: En forsinket, men nødvendig opdatering af retsstaten til den digitale virkelighed.

Det handler ikke om censur, men om ansvar. Ikke om at kneble, men om at beskytte borgerne mod manipulation, vildledning og decideret ulovligt indhold.

Og det er netop dette ansvar, som gør ondt i Silicon Valley og Kreml.

For i deres verdensbillede er offentligheden enten en markedsplads eller en slagmark. Ikke et sted for borgerlig samtale. Ikke et sted for regler.

Trump istemmer, naturligvis, med trusler om straftold og anklager om censur.

Og så er der Dmitrij Medvedev, Putins nummer to, som når EU slår ned på amerikanske techgiganter, pludselig finder det passende at bryde ud i et anerkendende: "Præcist."

Man kan næsten høre ekkoet af 00'ernes gasaftaler og Georgiens brændende byer i hans tweet.

Det er en sjælden diplomatisk koreografi: En amerikansk præsident, en russisk eks-præsident og en sydafrikanskfødt techmilliardær marcherer taktfast mod Bruxelles.

Det er ikke hverdagskost. Det er et signal.

Og vi bliver nødt til at tage det alvorligt.

Vi skal være ærlige: EU er ikke perfekt.

Bureaukratiet kan være tungt, og beslutningsprocesserne er ofte labyrintiske.

Men hvis alternativerne er nationalpopulistisk magtarrogance, oligarkisk techanarki eller russisk informationskrig, så tager jeg gerne lidt administrativt overarbejde med i købet.

EU har gjort noget rigtigt, når det skaber lovgivning, som forsvarer borgernes rettigheder og holder verdens stærkeste virksomheder op på deres ansvar.

Det ved Trump. Det ved Putin. Det ved Musk. Derfor hader de det. Og det burde vi andre tage som et kompliment.

Men det er mere end det. Det er en lektie i geopolitik.

Når Europa udsættes for så massivt et pres fra verdens mest magtfulde og kyniske aktører, burde det vække en dyb alarm hos enhver politisk ansvarlig.

Det er derfor, jeg helt oprigtigt ikke forstår, hvorfor nationalstater og nationalkonservative meningsdannere over hele kontinentet ikke i kor rejser sig i forsvar for EU som vores fælles bolværk mod globalt kaos. 

De må snart erkende, at den rigtige trussel ikke kommer fra veganere med lange armhulehår og store SU-lån.

Den kommer fra mænd med atomvåben, absurd store formuer og enormt skrøbelige egoer.

Når folketingsvalget næste gang kommer, vil min stemme nok gå til det parti, der mest åbenlyst og ærligt vil tage den kamp: At være antitesen til Trump, Rusland og techmilliardærer, der vil underminere Europas selvstændighed.

Og jeg håber, at alle danske partier indser, at den kamp ikke er et spørgsmål om økonomi eller institutionel teknik.

Det er et spørgsmål om frihed, suverænitet og hvilken side af historien, man ønsker at stå på.

For når de mægtigste mænd i verden vil have EU til at forsvinde, er det måske netop, fordi det virker.