Måske går det galt. Og i den situation skal vi være glade for Europa

Af Peter Bitsch Hjortshøj og Asmus Vilster

"No man is an island,
Entire of itself;
Every man is a piece of the continent,
A part of the main."

John Donnes digt fra 1624 kunne næsten lige godt have været skrevet i dag. For det ringer stadig med en sandhed, som vi europæere har været for længe om at erkende og mærke i kroppen.

Man kunne engang bilde sig selv ind, at historien var overstået. At krig, kaos og stormagtslogik hørte en anden tid til. Men det er svært at opretholde den illusion i dag.

I en verden, hvor magten forskydes, hvor sikkerheden knager, og hvor fællesskaber står og falder med viljen til at tage ansvar, må vi se os selv i øjnene: Danmark er for lille til at stå alene. Og Europa er ved at blive for lille til, at vi kan være små blandt de store.

Ingen er trygge alene

I USA er de ved at flå hovederne af hinanden i interne politiske opgør. Men de kalder sig alle amerikanere. Det er måske det eneste, de stadig har til fælles. De ved, at deres sikkerhed er bundet op på stjernerne og striberne, på det amerikanske flag og den amerikanske soldat.

Den følelse af at høre til noget større har vi tabt som europæere. Det ville til alle tider være en trist udvikling, men i dag er den potentielt fatal, i en tid hvor ingen europæiske lande kan føle sig tryg bag sit eget flag alene.

I en verden, hvor stormagterne ruster op, hvor Big Tech former virkeligheden, og hvor ressourcer bruges som våben, er nationale grænser små hegn i et landskab, der konstant forskydes.

Hvis man mener, at Europa står svagt samlet, bør man overveje, hvor svagt vi står hver for sig. I årevis har vi taget den amerikanske sikkerhedsgaranti for givet. Det vil være utilgiveligt, hvis vi gentager den fejl med vores europæiske venner. For det er netop i kriserne, at fællesskabet viser sit værd. Og vi lever i krisens æra.

Det er en ubehagelig sandhed for nogen, en mulighed for andre, men en realitet for os alle: Vi har brug for hinanden i Europa. Og vi har brug for et Europa, der kan handle og tale med én stemme, i en verden der ikke venter på os.

Danmark burde repræsentere den erkendelse. Vores institutioner burde vise, at vi er klar til at tage del i det europæiske fællesskab – ikke ud af pligt, men af overbevisning.

Danskerne er EU-positive

Faktisk er danskerne blandt de mest EU-positive i hele unionen. 68 procent har tillid til EU. Et stabilt flertal synes altså, at medlemskabet er en god ting, men vi kæmper samtidig med at vise denne tilslutning i praksis, når man ser på mediebilledet, skoleskemaet og den politiske debat.

Et første skridt kunne være at anerkende EU-flaget som nationalt symbol, sådan som 15 andre EU-lande allerede har gjort det.

For det er ikke nok, at vi flager blåt under et EU-formandskab, imens vi vender EU ryggen i vores nationale repræsentation, når vi ikke selv står i centrum. Man bygger ikke solidaritet med lejlighedsvis sympati, men ved at vise at man vil fællesskabet for mere end dets åbenlyse fordele.

Samtidig mener 82 procent af danskere, at EU skal spille en større rolle i forhold til sikkerhedsspørgsmål, men samtidig synes det at knibe med forestillingen om at skulle forsvare Europa – kæmpe for det fællesskab, vi ønsker skal værne om vores sikkerhed.

Det hænger ikke sammen: Ønsker man, at andre skal beskytte en, må man også være klar til at kæmpe for dem. Og før man er villig til at kæmpe for andre, må man føle sig forbundet med dem.

Vi må nå dertil, hvor vi opfatter det europæiske samarbejde som mere end en institutionel konstruktion. Det kræver, at vi forbinder os til Europa emotionelt, værdimæssigt og symbolsk. At vi genfinder en følelse af samhørighed – ikke kun på papiret, men i praksis. Ikke blot politisk, men som eksistentielt forbundne i en global opbrudstid, hvor vores skæbner er flettet sammen udover det sædvanlige.

Vi skal være ærlige om, at verden ikke er stabil, og vi skal turde mærke den usikkerhed. Ikke gå i panik, men turde konfrontere det faktum, at "måske går det galt". Måske forlader USA os, og det er meget muligt, at Rusland fortsætter med at lade deres imperialistiske feberdrømme forvandle folks virkelige liv til mareridt.

Det er en skræmmende realitet, men det er først, når vi ser frygten i øjnene, at vi kan bryde med den indgroede forestilling om, at det nok skal gå, fordi det hidtil har gjort det.

I mødet med denne realitet kan vi forhåbentlig få knust illusionen om, at vi kan stå med den ene fod inde på det europæiske kontinent og den anden på et land, som er løsrevet fra kontinentet.

For Europa er ikke bare et sted, vi rejser hen. Det er et sted, vi tilhører. Et skæbnefællesskab, vi skal værne om.

For når klokken ringer, ringer den ikke for de andre. Den ringer for os alle.