Bliver prototypen på den europæiske leder Mark Rutte, har vi tabt

Af Peter Bitsch Hjortshøj

EU har sendt frihandelsaftalen med de sydamerikanske Mercosur-lande ud i det bureaukratiske kredsløb efter at være nået til en aftale efter 25 års forhandlinger.

25 år, det er næsten hele mit liv, de har forhandlet, og det fylder mig med usigelig frustration, at det er unionens svar på disse dybt usikre tider, hvor der spyttes ud med seriøse gloser, men handlingen atter fejler.

EU-parlamentarikerne, bureaukraterne, der år efter år taler om at begynde at handle, men sjældent lykkes med det, er efterhånden at sammenligne med en alkoholiker, en sympatisk alkoholiker, som hver morgen råber endnu højere ad sig selv i spejlet, at nu stopper du, før han om aftenen bæller igen. Jeg elsker unionen, og alt, hvad den kunne være, men jeg splintrer indeni af frustration, sorg og frygt over en verden, hvor EU ikke forstår verden.

Der er akut behov for en opvågning nede i Bruxelles sale, især hos den højrepopulistiske charlatanfløj, og venstrefløjens virkelighedsfjerne idealisme, som risikerer at få os ædt.

Jeg ser denne opvågning for mig i form af en nøgen mand, som løber ukontrolleret igennem parlamentet. Fuldt erigeret med EU-flaget tatoveret hen over hjertet. Frit ført frem af uforbeholden livsenergi, løssluppen libido og kærlighed til Europa.

For i en verden af rovdyr er vi på menuen, hvis det kræver, at man er tæmmet, før man træder ind i kampen for Europa. Det er i grunden en vanvittig idé, at Europas arena, Europas alarmcentral, kræver, du har slukket for den indre reaktionsevne, før du sætter dig i sæderne.

Hvis huset brænder, skal man kunne løbe ud og hive andre med sig med det samme. Hvis en mand løfter næven og svinger imod dig, skal du kunne dukke dig og slå tilbage uden at spørge om lov. Dit liv er i sidste ende afhængigt af din kapacitet til at kæmpe for dit liv. Hvis vi tøjler dette liv, med dets instinkter og vilje til magt for meget, hvis vi begrænser udfoldelsesmulighederne til kvælningens grænse, hvis vi gør det unaturligt at kæmpe for vores egen overlevelse, er vi i Europa og EU allerede døde.

Europas dybest tænkende krop, Friedrich Nietzsche, skrev i 1888 allerede: »Heri ligger Europas skæbne – med frygten for mennesket har vi tillige mistet kærligheden til det, ærefrygten for det, håbet til det, ja, viljen til det. Synet af mennesket trætter fremdeles – hvad er i dag nihilisme, om ikke det? … Vi er trætte af mennesket…« EU er vores vigtigste institution, et demokratisk mirakel, men samtidig en kulmination på dette nedadgående liv i det europæiske instinkt og livskraft.

EU er fredens højborg, men udgør samtidig i sin nuværende form Europas største risiko, hvis den forhindrer os i at agere, ikke kun reagere. Villigheden til at gøre, hvad der må gøres, forekommer faretruende fraværende.

Senest eksemplificeret ved frysningen af Mercosur-aftalen, hvor interne stridigheder og en udbredt laissez faire-tilgang til sin egen skæbne lægger bånd på vores egen indflydelses udbredelse i en verden, som i stigende grad lukker os uden for døren. Så malige er vi blevet, at vi midt i vores livs kamp frivilligt skærer fingrene af os selv.

Vi har troet, at sandheden er i svarene, svarene alene. Vi har haft svarene: demokrati, menneskerettigheder, samhandel og liberale fremskridt. Men vi har radikalt undervurderet forskellen mellem at få svarene ind med modermælken og selv malke dem fra livets yver.

Sandheden skal være levet, før den opleves som sand på et dybere plan. Dem, som bedst forstod værdien af vores institutioner, samhandel og fredelige sameksistens, var de mænd, som havde kæmpet for deres liv i Anden Verdenskrig, og de kvinder, som havde holdt samfundet kørende derhjemme.

Det er en sandhed, som få vil anfægte, hvorfor vi også må vide på et eller andet plan, at værdiernes betydnings sande hjem er hos dem, som har erfaret deres nødvendighed.

Betyder det, at vi skal starte en krig for at kende værdien af fred? Nej! Men det hjælper os til at forstå, hvorfor resten af verden ikke abonnerer på vores nedskrevne regler som universelle sandheder. Ydermere og måske endnu vigtigere forklarer det, hvorfor vi tøver med at forsvare dem.

Selv når den amerikanske ”Mad King”, denne spraymalede militærnægter, gør krav på vores land, vores sjæl og selvbestemmelse, så kalder vi stadig USA vores tætteste allierede. Selv når de russiske, ulyksalige unge stormer imod os for at virkeliggøre den russiske zar-rottes våde drøm, er vi ikke i stand til at samle os tilstrækkeligt i Europa. For vi mangler en krop at kæmpe tilbage med.

Så tilbage til manden med det stive lem. Her står han midt i Europa-Parlamentet. Måske han endda løber vildt omkring. Foran en fyldt sal af jakkesætsklædte bureaukrater og pæne parlamentarikere.

Han elsker Europa og er blevet fortalt, at det er inde i denne bygning, at Europas fremtid dikteres. Han elsker livet, og han elsker at skabe, og han forstår sig selv som en del af Europas hele, men forstår ikke, hvad han skal gøre for at kæmpe for dets overlevelse.

Selv dette urørte, utæmmede liv kan ikke forblive frit og uberørt af den kvælende kontrols tåger over tid. Han er friheden, der er under angreb, det frie menneske, som risikerer at blive tvunget i ensformige dragter. Han er Europas anden sandhed. Den første er de etiske sandheder og styrken af de stærke strukturer.

Men den anden glemte sandhed er denne legemlige erfaring og den instinktive energi, som denne mand repræsenterer.

Det er den glemte nødvendighed af en underliggende villighed til at løsrive sig jakkesættet og løbe ud på slagmarken og kæmpe for det, man holder kært og nært. Vi er blevet halve mænd og kvinder, vi er blevet hjerner uden hjerte, liv uden legeme. Til sidst vil den nøgne mand formentlig se sig nødsaget til at tage tøj på, formodentligt på baggrund af nogle halvsure sikkerhedsvagter.

Men først den dag, parlamentet og bureaukraterne har set sandheden i hans nøgenhed og grænseløse lidenskab, kan Europa blive genfødt. Forene sin splittelse imellem fornuft og krop, sjæl og legeme, som karakteriserer det overciviliserede menneske. Denne sympatiske, driftssløve europæer, som har svarene, men mangler viljen, som håber på det bedste, men hellere vil leve på sine knæ end at dø oprejst.

Bliver prototypen på den europæiske leder Mark Rutte, har vi tabt, om så vi på papiret har vundet. Der findes ingen sejr, når først man har solgt sin sjæl og selvrespekt.

Den seneste tid har heldigvis vist en udbredt trang til at stå op for sig selv i Europa, og det er smukt og stort. Men det kræver frie mennesker at forsvare friheden. Vi har brug for en parring imellem den nøgne patriotiske europæer og den tæmmede sjæl bag de skræddersyede jakkesæt.

På paradoksal vis er det muligvis Canadas Marc Carney, som har udgjort Europas ledestjerne i denne henseende.

Faren er over os, det kræver en krop at forsvare os imod den. Vi må bede til de guder, vi ikke tror på, i håb om at denne nøgne mand vil blive ved med at løbe ind i parlamentet, indtil bureaukraterne selv rejser sig op og knapper sig fri og fører deres folk imod deres overlevelse og den flammende nødvendighed af det løsslupne instinkt efter selvbestemmelse og retten til at være sin egen skæbnes kaptajn.