I disse mørke tider er lyset at opdage, hvad det betyder at høre sammen

Af Peter Bitsch Hjortshøj

Nostalgien klæber sig til hvert bittert ord, der bliver ytret disse dage. 

Nostalgien over at se den gamle verden falde og acceptere, at den er faldet. Nostalgien gemmer sig bag hver tung erkendelse af, at USA’s ansigt er smeltet sammen med Trumps, og at Europa og EU har fået deres skæbne snørklet ind i nu fjendtlige bånd. 

Denne nostalgi efter dengang, hvor vi ikke skulle tage stilling, men tankeløst kunne vælge det nemmeste.

Imens enhver afgivelse af magt til EU har skullet vendes og drejes, har vi koblet vores skæbne og selvbestemmelse til USA uden videre diskussion. 

Det skyldes ikke mindst, at vi har haft en dybt forfejlet forståelse, hvor vi alene har anskuet spørgsmålet om politik og national suverænitet gennem en klassisk juridisk linse. 

Herigennem har vi overset det helt grundlæggende faktum, at det i mindst lige så høj grad er suverænitetsafgivelse, når danske virksomheder og staten har udliciteret kritisk infrastruktur til amerikanske virksomheder såsom kabelsystemer, GPS positioneringstjenester, software til drift af elnettet, finanssystemer og den cloud kapacitet, som danske myndigheder og virksomheder anvender.

Hovedløs accept

Derfor har jeg oprigtigt svært ved at svælge i nostalgi disse dage. 

Uanset hvor skræmmende og usikker tiden er, længes jeg ikke mod gårsdagens verden, hvor vi ikke blot har været forblændet af produkter og komfort, men selv er blevet til komfortable produkter. 

I en virkelighed, hvor vi indirekte dag ud og dag ind har fortalt os selv og hinanden, at det ikke er vigtigt at bære sin egen skæbne i sine hænder.

Det har ikke blot været politisk og strategisk hovedløst, men har også været et tydeligt tegn på en eksistentiel afkobling og løsrivelse fra frihedens inderste kerne, der bærer sandheden om, at mennesket bliver til i kraft af sine valg.

Det betyder ikke at arv, baggrund og biologi ikke er væsentligt. Men før vi kan blive andet og mere end det, vi er givet på forhånd, må vi træffe valg. Bevidste valg. 

For når vi vælger, forbinder vi os. Vi manifesterer, hvem vi er, og hvilke værdier vi står for. 

I denne proces har vi kollektivt fortalt os selv i årtier, at vi er nogen, for hvem det vigtigste er, at tingene er nemme og fungerer, imens kollektiv stolthed og sikkerhed har været sekundært. 

Det er ikke en straf at blive tvunget til at blive bevidste om dette, men en dybt dyrebar afledt effekt af en forfærdelig situation, hvor vi tvinges til at opdage, hvem vi er i vores flerhed frem for som løsrevne, individuelle satellitter i et amerikansk Starlink system.

Idealiseringen af den amerikanske offentlighed

Under denne opdagelse ligger en grundlæggende sandhed: Frihed er ikke, som vi i mange år har praktiseret den, at undgå stillingtagen til fordel for det nemme og komfortable, men at være med til at forme den sti, der fører én fra krybbe til grav. At lægge sine egne byggesten.

Det er det vi nu skal til, efter at vi i årevis har meldt os ud af partierne, fagforeningerne og forsvaret. 

Nu kræver situationen, at vi genopdager forpligtelsen, som følger med at være forbundne. Ikke alene fordi vi er nødt til det, men fordi der er en fundamental værdi i selv at kontrollere sin skæbnes skib, også selvom det måske bliver et mindre skib.

Nogle vil muligvis indvende, forståeligt, at vi allerede tager rigelig stilling i dag. Vi vælger mellem uendelige kataloger og forventes konstant at mene noget om verdens konflikter og forbrug. 

Jovist har der været flere små valg, mere signal virtueing og mange minikampagner. Men på den helt store klinge, har vi slukket for de indre antenner. 

Vi har levet som forbrugere i en verden af forbrugere og fortalt os selv, at det ikke var vigtigt, hvem vi grundlæggende tilhørte, eller hvilke fællesskaber vi forsvarede, så længe løsningen var den bedste på det holdningsløse papir.

Vi har kaldt os frie, imens vi har kørt på autopilot, og har flyttet vores offentlighed ind på amerikanske sociale medieplatforme.

Har det været nemt at leve i denne virkelighed? Langt fra. Måske tværtimod. Vi er blevet mere ensomme, rastløse og rodløse. Livet er for mange blevet en kamp mod usynlige fjender. Det har det også været for mig selv, der hver dag har kæmpet en kamp mod konstant angst. 

Omvendt, hvis vi føler os rodløse, forvirrede og mentalt ustabile, skyldes det måske også, at vores bevidsthed i årevis har været alle andre steder end dér, hvor vi var.

Vi har kunnet citere enhver amerikansk skabelon sitcom, mens vi knap har kunnet forstå et ord færøsk eller grønlandsk fra dem, vi deler rigsfællesskab med. 

Vi har mentalt gjort os til stater i den amerikanske nation og koblet vores fokus til en amerikansk offentlighed. 

Det var den forkerte vej at gå, Trump eller ej. Selv hvis Obama var blevet genvalgt flere gange end FDR, havde det stadig haft en uvurderlig værdi at stå på egne ben.

En højrepopulistisk drøm

Derfor driver nostalgien ikke ned ad mine vægge. Uanset hvor skræmmende situationen bliver, nægter jeg at ærgre mig. For jeg har håb om, at vi ved at være i farezonen opdager, at det betyder noget, hvor vi lever vores liv. At vores skæbne er forbundet til vores land og kontinent.

Et gasudslip i Tyskland rammer også Danmark. Er et europæisk land, som Ukraine har været det i fire år, under angreb, så venter vi ikke længe efter i kødhakkerens kø. 

Denne ikke blot intellektuelle, men også kropslige erkendelse er åbenlyst en hovedårsag til, at Hjemmeværnet til stor glæde oplever den største tilslutning i 40 år.

Ved at være afhængige af andre nationer opdager vi, hvem vores venner er. Ved at være udsatte tvinges vi ned fra det luftige plan, hvor vi har udformet vores identitet på ideologiske kamppladser langt fra virkeligheden. 

Derfor afsløres højrepopulisterne også som luftige, kujonagtige kynikere disse dage. For deres påståede kærlighed til nationen har aldrig været rettet mod det land, de faktisk har været en del af, men mod en fantasi, der spejler deres egen idyl. 

Det har været vigtigere for dem at vinde luftige kulturkampe end reelle kampe, fordi det er på disse symbolske slagmarker, de har opbygget deres identitet og eksistens. 

De er ikke et produkt af den historie, de påstår at forsvare, men et produkt af den individualistiske, globalistiske kultur, de hævder at være imod. De er den amerikanske algoritmes agenter og i sidste ende tidens fascisters apologister.

Vores sande forbindelser

I disse dage opdager vi noget langt mere grundlæggende end den højrepopulistiske karikatur af nationen og den yderste venstrefløjs luftige kampe for fjerne egne. 

Vi opdager, at vi hører sammen på tværs af vores byer, vores rigsfællesskab og vores kontinent. Ikke fordi vi er ens eller enige om alt, men fordi hvis jorden synker under os, så synker vi sammen.

Det er det, Trump viser os disse dage, men det er også en sandhed, som må overleve efter den dag, Trump lykkeligvis har forladt os. 

For der ligger en uomgængelig værdi i at tilhøre noget, som vi tabte forståelsen for midt i den ukomfortable komfort, hvor vi lod vores frihed synke ned i en amerikaniseret automatisering af vores eksistens. 

Alle mennesker har brug for et hjem for at leve, men i særdeleshed for at overleve.