Samtidig med, at danskerne er blevet mere EU-positive, er jeg selv blevet mere skeptisk

Af Asmus Vilster

97 procent af danskerne mener nu, at vi skal have et mere forenet EU. Det er et tal, der ville have fået selv den mest hærdede unionsromantiker til at fælde en tåre. For mig – som landsformand for Europæisk Ungdom – burde det være ren jubel. Medlemsfremgang, flere invitationer, større indflydelse. EU er ikke længere en parentes i dansk politik; det er blevet en hovedsætning.

Og alligevel. For samtidig med, at danskerne er blevet mere EU-positive, er jeg selv blevet mere skeptisk. Ikke over for idéen. Ikke over for projektet. Men over for dets tilstand.

EU blev født af en politisk dristighed, vi næsten har glemt. Efter to verdenskrige besluttede man sig for at gøre det utænkelige: at binde tidligere fjender så tæt sammen, at krig ikke blot blev umoralsk, men upraktisk. Kul og stål blev gjort til fredens infrastruktur. Suverænitet blev ikke opgivet, den blev investeret.

Det var ikke teknokrati. Det var vision. Det var en vilje til at tage risikoen og bære konsekvensen - pakket ind i traktater og handelssamarbejde, men drevet af rå politisk beslutsomhed.

Og siden fortsatte vi. Fælles valuta? Ja, lad os da. Fri bevægelighed? Selvfølgelig. Udvidelse mod øst, så frihed og retsstat ikke stopper ved den gamle jerntæppe-linje? Kom an. EU var ikke lineært, men snarere som showbizz: op og ned. Men det havde fremdrift. Det havde sgu en appetit.

I dag har vi halsbrand.

Verden udenfor er blevet hårdere. Putin invaderede Ukraine for 4 år siden og fører stadig krig på europæisk jord. Vi svarer med sanktionspakker. Nummer 17, 18, 19 - det er efterhånden mindre vigtigt. De ruller ud med samme rytme som pressemeddelelserne. Der er handling, jovist. Men der er også en snigende fornemmelse af ritual. Som om vi administrerer krigen, snarere end forsøger at forme udfaldet.

Nu har den amerikanske regering igen flirtet med tanken om at overtage Grønland og dermed i praksis udfordret europæisk territorium med magtens sprog. I enhver anden sammenhæng ville vi kalde det en trussel. Måske endda en krigserklæring. Men fordi afsenderen er en ’allieret’, og fordi vi angiveligt skal ’deeskalere’, reducerer vi det til excentriske luner og farverig retorik. Som om problemet var personligheden og ikke princippet.

Presset udefra har ganske vist haft en effekt. Danskerne er rykket tættere sammen i bussen. Truslerne har gjort os mere EU-positive, mere bevidste om nødvendigheden af fællesskab. Det er sundt. Men når bussen for alvor bliver presset, opdager man også, hvor slidt motoren er.

Problemet er ikke mangel på vilje i alle hovedstæder. Problemet er konstruktionen.

EU’s udenrigspolitik kræver enstemmighed. 27 lande. 27 regeringer. 27 indenrigspolitiske hensyn. Ét nej - og toget holder stille. Ét valg i et mindre medlemsland og hele kontinentets reaktion sættes på pause.

Det lyder smukt demokratisk. I praksis er det geopolitisk selvbinding.

Forestil dig at planlægge en ferie med dine venner, hvor alle har vetoret. Hvor én stemme kan vælte det hele. Én utilfredshed kan trykke på stopknappen.

Én vil til Italien, mens en anden insisterer på Frankrig. En tredje nægter at flyve før klokken 12 af princip. En fjerde har læst en anmeldelse af hotellet og erklærer det uacceptabelt. Og fordi alle har vetoret, er det nok, at én siger nej. Så bliver der ikke forhandlet videre. Så bliver der ikke fundet et kompromis. Så sker der ingenting.

Resultatet er 47 beskeder i en Messenger-tråd, tre afstemninger, to sure miner - og til sidst bliver man hjemme og kalder det »en vigtig og inkluderende proces«.

Det er det, vi har institutionaliseret i europæisk udenrigspolitik. Det er trættende i en vennegruppe. I international politik er det opskriften på irrelevans.

Det er her, min skepsis vokser.

For EU som institution er nu blevet en hovedpude for nationale regeringer.

Når noget er svært, kan man altid pege mod Bruxelles. »Processen«, »Høringen«, »Enstemmigheden«. Det er blevet en elegant måde at forklare passivitet på. En kollektiv ansvarsfortynding, hvor ingen reelt står til regnskab for, at vi reagerer for langsomt.

Vi har skabt en konstruktion, hvor den mest tilbageholdende bestemmer tempoet for alle andre. Hvor frygten for at splitte trumfer behovet for at handle. Hvor kompromiset i sig selv er blevet målet.

Derfor er jeg kritisk over for EU. Ikke fordi det er for stærkt. Men fordi det er for forsigtigt. Og den forsigtighed er blevet institutionaliseret. Men løsningen ligger ikke i at rive det hele ned. Den ligger i at genopdage den politiske dristighed, som skabte unionen i første omgang.

Ja, man kan foreslå at afskaffe vetoretten i udenrigspolitikken. Det ville være rationelt. Men ironien er næsten komisk: Det kræver enstemmighed. Altså vetoret mod vetoret.

Så vi må gøre det, EU historisk har gjort, når traktaterne ikke kan følge med virkeligheden: Vi må lade dem, der vil, gå foran.

Koalitioner af de villige. En kerne af lande, der beslutter sig for, at handlekraft vejer tungere end fuldkommen konsensus. Det er ikke et brud med EU. Det er EU’s motor. Schengen-samarbejdet begyndte ikke med alle. Euroen gjorde heller ikke. Integration har altid været asymmetrisk, før den blev fælles.

Danmark bør ikke gemme sig i midterfeltet. Vi bør være fanebærer for den tilgang. Ikke fordi vi er en stormagt – vi er et lille land i en stor verden – men fordi små lande har størst interesse i, at regler håndhæves, og at magt mødes med modmagt.

Indvendingen kommer hurtigt: Mister vi så ikke kontrol? Opgiver vi ikke dansk udenrigspolitik?

Come on. I en verden domineret af USA, Kina og Rusland er forestillingen om en fuldstændig autonom dansk udenrigspolitik en komfortabel illusion. Vi former vores linje i samspil med andre og især i Europa. Spørgsmålet er ikke, om vi samarbejder. Spørgsmålet er, om vi vil samarbejde i et system, der kan handle. For suverænitet i det 21. århundrede handler ikke om at stå alene. Den handler om at have reel indflydelse på de beslutninger, der alligevel påvirker os.

EU blev skabt for at gøre Europa stærkere end summen af sine dele. Hvis vi lader institutionel forsigtighed forvandle det til summen af vores mindste fællesnævner, svigter vi projektets ånd. 97 procent vil have mere EU. Fint.

Så lad os få et EU, der tør være mere end en proces. Et EU, der ikke blot reagerer, men agerer. Et EU, hvor dem, der vil, kan - og hvor dem, der tøver, ikke får lov til at definere kontinentets tempo.

Ellers risikerer vi, at begejstringen bliver stående på perronen, mens historien kører videre uden os.