Ansvarsillusionen i dansk politik: Valget er også europæisk

Når benzin- og dieselpriserne stiger, eller indkøbskurven pludselig bliver dyrere, opstår der et helt naturligt politisk pres for handling. Især i en valgkamp. 

Problemer, der kan mærkes i hverdagen, kalder på svar - og de skal helst komme hurtigt.

Derfor lyder svarene også velkendte: afgifterne skal sænkes eller fjernes, momsen skal differentieres, og der skal udbetales checks mere eller mindre uhæmmet.

Men i den politiske refleks ligger også et mønster: internationale kriser oversættes til nationale handlemuligheder, og komplekse årsagssammenhænge reduceres til noget, der tilsyneladende kan justeres med et greb i det danske skattesystem eller en fiks aftale på Christiansborg.

Problemet er, at disse greb fremstilles som løsninger på problemer, de i deres natur ikke løser.

For prisstigningerne opstår ikke i Danmark, og de kan heller ikke forklares ud fra danske forhold. 

De er drevet af globale forsyningskæder, geopolitiske konflikter - fra krigen i Ukraine til spændinger i Mellemøsten - energipriser og ekstreme vejrforhold, som påvirker produktion og høstudbytter på tværs af kontinenter. 

Det er et system, hvor årsagerne ligger uden for national kontrol, og hvor selv store europæiske økonomier kun i begrænset omfang kan styre udviklingen direkte.

Når man i den situation lover nationale løsninger på internationale problemer, opstår der en form for ansvarsillusion: en forestilling om, at det politiske ansvar - og dermed også den politiske handlekraft - stadig entydigt befinder sig på Christiansborg, selvom de faktiske drivkræfter for længst har flyttet sig.

Løsninger, der ikke løser noget

National politik er ikke uden betydning. En afgiftsnedsættelse kan godt lægge en midlertidig dæmper på priserne, og en økonomisk håndsrækning kan hjælpe nogle borgere her og nu.

Men lad os ikke bilde os selv ind, at det er løsninger. Det er symptombehandling. De ændrer ikke på de kræfter, der driver prisstigningerne - og derfor vender problemet tilbage, så snart den politiske plasterløsning slipper.

Og det er netop derfor, meget af det, vi ser i denne valgkamp, minder om at tisse i bukserne for at holde varmen: fødevarechecks og benzinsubsidier kan give en kortvarig lindring, men de efterlader problemet intakt - og i nogle tilfælde forværret. 

De egentlige løsninger opstår først, når man får hånd om de forhold, der driver udviklingen: energimarkederne, forsyningskæderne og den geopolitiske stabilitet, som Danmark ikke kontrollerer alene.

Og det rejser et mere ubehageligt spørgsmål: hvad forventer vi egentlig selv af politik?

Hvis vi kræver hurtige svar på problemer, der er opstået uden for Danmarks kontrol, får vi også politik, der lover mere, end den kan holde.

Hvis vi derimod accepterer, at nogle løsninger tager tid og kræver samarbejde, åbner vi også for politik, der faktisk kan flytte noget.

Illusionen om, at Danmark kan klare sig selv

Krigen på vores eget kontinent lærte os noget helt basalt: hvor små vi er alene, og hvor afhængige vi er af vores allierede, hvis vi vil beskytte os selv. Pludselig var der ingen, der var i tvivl om værdien af europæisk samarbejde og fælles oprustning.

Men så snart det handler om priserne ved køledisken eller på tankstationen, opfører vi os igen, som om Danmark kan klare sig selv.

Det er en bekvem illusion. 

Og den illusion kan være skadelig for det forestående valg.

Når danskerne sætter deres kryds er det især et valg om, hvordan Danmark bruger sin plads i EU: om vi vil præge de løsninger, der reelt former udviklingen - eller nøjes med at reagere på dem bagefter.

Dine politiske bejlere skal ikke kun give dig nationale lappeløsninger. De skal give dig politik, der flytter noget. De skal give dig politik for Europa. 

Det er her, svaret på mange af de problemer, der fylder i valgkampen, faktisk findes.

Og det er her, de politiske prioriteringer for alvor får gennemslagskraft.

Når den dimension ikke bliver sagt tydeligt, opstår der en skæv forventning: at vælgerne stemmer om løsninger, der kan leveres nationalt, selv når problemerne er internationalt forankrede. 

Og når de løsninger så udebliver eller kun virker midlertidigt, fremstår politik som utilstrækkelig - ikke nødvendigvis fordi den er det, men fordi den er blevet solgt forkert.

Derfor er det ikke bare et analytisk problem, men et ærlighedsproblem.

Når politik bliver uærlig

Der mangler politikere, som tør sige det, som det er: at de nuværende prisstigninger i høj grad er drevet af forhold uden for Danmarks kontrol; at der ikke findes hurtige nationale greb, som grundlæggende kan ændre udviklingen her og nu; og at det mest ansvarlige politiske svar derfor ofte ikke er flere lappeløsninger, men et stærkere fokus på de fællesskaber, hvor udviklingen faktisk kan påvirkes.

Det er ikke en taknemmelig besked at give i en valgkamp. Men det er den ærlige.

National politik betyder stadig noget - i prioriteringer, i implementering og i de valg, der træffes. Men den kan ikke længere stå alene.

Ansvar forsvinder ikke. Det flytter sig.

Og hvis vi ikke tør sige det højt, ender vi med en valgkamp, der lover løsninger, den ikke kan levere - og forklaringer, der først kommer, når skuffelsen har indfundet sig.

Det er ikke bare dårlig politik. Det er uærlig politik.

For sandheden er enkel: Valget er også europæisk.