Folketingsvalget er også et valg om vores rolle i EU. Det fortjener langt mere opmærksomhed

Af Asmus Vilster,

som om de var opstået et sted mellem en lokalplan og et udvalgsmøde i Smørumnedre.

Stormagtsrivalisering, energikriser og geopolitik bliver hurtigt oversat til klassiske Christiansborg-diskussioner om nationale håndtag. Som om verdenssituationen i bund og grund kunne justeres med den rigtige afgiftsændring eller et nyt politisk udspil.

Det giver en vis politisk tryghed. Problemer, der fremstilles som nationale, kan også løses nationalt. Men det kræver en særlig mental øvelse at få en energikrise udløst af krig i Europa til at lyde som noget, der begyndte mellem to villaveje i Brejning.

Alligevel er det ofte sådan, valgkampen kommer til at lyde. Og det er netop problemet.

For på tirsdag går danskerne ikke kun til et nationalt valg. De går i praksis også til et europæisk.

Indtil videre tegner valget til at handle om fødevarepriser og moms, en mulig formueskat og virksomhedernes vilkår samt balancen mellem rent grundvand og vilkårene for dem, der sætter mad på bordet i Danmark.

Hvem kan gøre indkøbskurven billigere? Hvem kan forbedre virksomhedernes vilkår? Hvem kan sikre rent drikkevand?

Det er alle legitime politiske spørgsmål.

Men hvis diskussionen stopper der, overser man en ret afgørende præmis: En stadig større del af de rammer, der former dansk politik, bliver i dag til i et europæisk samspil.

Tag fødevarepriserne. De er ikke steget, fordi danske supermarkeder en morgen vågnede op med en fælles idé om at irritere deres kunder.

De steg, fordi energipriserne eksploderede i hele Europa efter Ruslands invasion af Ukraine. Når energi bliver dyrere på tværs af kontinentet, bliver det også dyrere at producere, transportere og køle fødevarer. Prisstigningerne bevæger sig gennem værdikæder, der i dag er dybt integreret på tværs af landegrænser.

Man kan naturligvis forsøge at afbøde effekten nationalt. Man kan sænke afgifter eller kompensere bestemte grupper. Den slags kan tage toppen af regningen ved kassen. Men det ændrer ikke på, at årsagen til problemet ligger et andet sted end i den danske detailhandel.

Det samme gælder konkurrencedygtigheden. I den danske debat reduceres den ofte til en diskussion om skatter, afgifter og regulering.

Men for en stor del af dansk erhvervsliv er det indre marked mindst lige så afgørende. Det er her, standarder fastlægges, markeder åbnes, og regler for konkurrence udvikles.

Når danske virksomheder vokser i Europa, sker det ikke kun på trods af regulering, men også på grund af de fælles rammer, der gør det muligt at operere på tværs af 27 lande.

Miljøpolitikken giver et lignende billede. Rent drikkevand er en dansk mærkesag, og debatten om pesticider og landbrug fylder med god grund i den nationale politik.

Men store dele af de regler, der i sidste ende afgør, hvilke kemikalier der må bruges, og hvordan landbruget reguleres, bliver til i et europæisk system.

Den fælles landbrugspolitik, kemikalielovgivningen og en række miljøstandarder formes i Bruxelles, før de oversættes til dansk lovgivning.

Når vi diskuterer dansk politik, diskuterer vi derfor ofte også europæisk politik, hvad enten vi siger det højt eller ej.

Alligevel har europæisk politik det med at glide i baggrunden i danske valgkampe.

Det er lidt som installationerne i et nyrenoveret køkken: Alle ved, at vand og strøm skal være der, men det er bordpladen og farven på lågerne, der løber med al opmærksomheden.

Men netop de installationer afgør, hvordan det hele fungerer. I praksis spiller Folketinget en langt større rolle i europæisk politik, end mange vælgere måske forestiller sig.

Det er her, regeringens mandat bliver fastlagt, før den tager til Bruxelles. Og det er også her EU-lovgivning senere bliver omsat til dansk virkelighed.

Når regler om energi, miljø eller kemikalier lander i Danmark, sker det ikke ved en administrativ trylleformular fra Bruxelles, men gennem politiske beslutninger i Folketinget.

Nogle gange vælger danske politikere at gå længere, end EU kræver – som da barselsreglerne blev udvidet ud over direktivets minimumskrav. Andre gange lægger man sig så tæt på bundlinjen som muligt. EU fastlægger rammen, men Folketinget bestemmer, hvor ambitiøst Danmark udfylder den.

Når vælgerne sætter deres kryds på tirsdag, vælger de ikke kun mellem nationale løsninger, men også mellem forskellige bud på, hvilken rolle Danmark skal spille i Europa. Hvor aktivt vi vil forme fælles beslutninger, og hvor meget vi blot vil reagere på dem.

Den politiske debat gør det let at glemme. Den kredser om det nære, det konkrete og det umiddelbart mærkbare.

Men de problemer, der fylder mest, er sjældent skabt dér.

Derfor er opfordringen enkel: Løft blikket. Forhold dine politikere til den virkelighed, de faktisk opererer i.

Og når du sætter dit kryds, så vælg ikke kun ud fra, hvem der taler bedst om Danmark, men også hvem der forstår, at Danmark i stigende grad formes i samspil med resten af Europa.