Den åndelige oprustning skal også være europæisk

Af Asmus Vilster

Når statsministeren opfordrer til en åndelig oprustning som supplement til den militære, har hun fat i noget væsentligt. For nok kræver hårde tider hårde midler - men ingen robusthed kan bygges på teknologi og tropper alene. Et samfunds virkelige forsvarsværk findes i dets selvforståelse. Og selvforståelse, i egentlig forstand, kræver et blik, der rækker ud over egen næsetip og nationalgrænse.

Statsministerens siger at vi skal læse flere bøger. Det har hun ret i. Men bøger er kun en del af svaret. For den åndelige oprustning, vi har brug for, kræver ikke kun fordybelse, men også konfrontation. Ikke blot med idéer, men med virkeligheder, der ikke ligner vores egne.

For hvad er ånd, hvis ikke evnen til at orientere sig i det fælles – også det, der er større end nationen? Og hvad er kultur, hvis ikke en kontinuerlig oversættelse af sig selv i mødet med andre?

Vi har i Europa ikke kun et fælles marked. Vi har et skæbnefællesskab. Ikke i den højstemte forstand af at være ét folk - men i den nøgterne erfaring af, at vores liv, økonomier, energiforsyninger og sikkerhed er filtret ind i hinanden. Hvad der sker i Tallinn, slår igennem i Tønder. 

Jeg har selv rejst med Interrail tre gange og været på roadtrip gennem Europa de seneste fem år. Og hver gang opdager jeg noget nyt: Hvordan europæisk fattigdom ser ud, når velfærdsstaten er mindre tilregnelig i Syditalien. Hvordan grundlæggende mistro til staten, men tillid til hinanden, skabte ulovlige nattefester under coronanedlukningen i Portugal. Hvordan et barslagsmål i Letland blev antændt på grund af spændinger mellem en fuld Ruslands sympatisør og en ukrainsk mand. Og hvordan østrigske unge ikke forstår, at vi andre hele tiden taler om at udfase gas, når de ikke ser noget alternativ. Det Europa møder man sjældent i en bog - og aldrig i et nyhedsoverblik.

Så, læg bogen fra dig et øjeblik. Tag toget sydpå. Drik kaffe i Lyon, spis suppe i Krakow, gå vild i en forstad til Milano. Tal med mennesker, der ikke deler dine forudsætninger, og måske netop derfor kan spejle dem. Ikke for at bekræfte dig selv, men for at forstå, hvor forskellige - og foruroligende ens - vi europæere er i vores håb, frygt og fortællinger.

For mens verden glider mod det autoritære - først Putin, så Netanyahu, og atter en Trump i kulissen - står Europa som den måske sidste bærer af en regelbaseret verdensorden, hvor samtale stadig er vigtigere end styrke, og hvor diplomati endnu ikke er reduceret til en pause før næste bombe.

I den virkelighed har vi ikke råd til europæisk ligegyldighed. Vi har brug for en europæisk selvforståelse, ikke som et identitetspolitisk projekt, men som et eksistentielt vilkår. Vi må forstå ungdomsarbejdsløsheden i Sydeuropa, pacifismen i Belgien, historieskyggen i Tyskland og det eksistentielle granatchok i Øst. Og vi må insistere på, at de forstår os - vores arbejdsmarked, vores realkreditsystem, vores nordiske balance mellem frihed og fællesskab.

Det handler ikke om at give afkald på det nationale. Tværtimod: Kultur får først sin vægt i mødet med det fremmede. Det nationale skal ikke opløses i Europa - det skal forstås i det.

Så min opfordring er denne: Hvis du vil deltage i den åndelige oprustning, så læs gerne en bog - men måske ikke endnu en bog om Danmark. Læs en om Spanien, Polen eller Holland. Og endnu bedre: Pak bogen ned i kufferten, kig op, og lyt til nogen, der ikke tænker som dig. 

Europas fremtid bliver vores, uanset hvad vi mener. Den åndelige parathed til dét - det er det virkelige beredskab.