Kriminalitet kender ingen grænser. Tiden er inde til at afskaffe retsforbeholdet

Af Asmus Vilster

Forestil dig, at du anmelder en forbrydelse.

Politiet har spor: DNA, fingeraftryk, måske en bil set på overvågningskamera i Tyskland.

I de fleste europæiske lande kan efterforskere straks taste oplysningerne ind i fælles databaser og få et hit i løbet af sekunder. I bedste fald står gerningsmanden bag tremmer samme dag.

I Danmark foregår det anderledes. Her sender politiet en mail til en kontorbygning i Ejby og venter. For tre medarbejdere håndterer hele landets adgang til Europol. Tre personer – til seks millioner borgere.

Det lyder som satire, men det er virkeligheden. Det er konsekvensen af retsforbeholdet.

Og mens vi har valgt at holde os ude af de europæiske samarbejder, som kunne styrke vores efterforskning af grænseoverskridende kriminalitet, har regeringen samtidig valgt en anden vej: en ny PET-lov, der giver efterretningstjenesten adgang til store mængder data om danske borgere – uden konkret mistanke.

Det rejser et uomgængeligt spørgsmål: Hvordan kan vi være villige til at udvide overvågningen af vores egne borgere, men samtidig afvise samarbejde med vores europæiske naboer om at fange dem, der faktisk bryder loven?

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har fremlagt lovforslaget med henvisning til behovet for at styrke politiets og efterretningstjenestens værktøjer. Dette behov kan man diskutere – og det bliver det også.

Men det ændrer ikke ved det principielle paradoks: På den ene side sænkes retsgarantierne for danske borgere. På den anden side nægtes dansk politi adgang til de databaser som efterforskere i resten af Europa dagligt bruger til konkret opklaring af kriminalitet.

Det handler ikke om spekulative fremtidsscenarier eller avanceret big data-arkitektur. Det handler om helt konkrete redskaber, der allerede i dag kobler gerningsmænd til DNA-fund, fingeraftryk, våben, køretøjer og domme – på tværs af grænser.

Systemer som Europols søgeværktøj QUEST, der i 13 EU-lande allerede håndterer langt størstedelen af opslag i Europols informationssystem. Eller ECRIS-TCN, der gør det muligt at matche fingeraftryk med udenlandske domme. Eller Prüm-samarbejdet, der åbner adgang til EU's DNA- og fingeraftryksregistre.

Danmark risikerer snart at stå uden for alle disse redskaber, hvis vi ikke allerede gør det. Ikke fordi vi ikke må være med, men fordi vi selv har valgt det.

Rigspolitiet har været tydelig: Uden adgang til Europols analysekapacitet svækkes muligheden for at opdage mønstre og sammenhænge i komplekse sager.

Mønstergenkendelse, krydsreferencer og digital analyse – de metoder, moderne efterforskning i dag bygger på – er ganske enkelt utilgængelige for dansk politi. Ikke af hensyn til borgernes retssikkerhed, men på grund af politisk modvilje.

Vi står derfor med en retspolitik præget af indre modsætninger. Et politisk flertal, der er parat til at ophæve traditionelle beviskrav og overvåge befolkningen i bred skala, men som samtidig nægter at give politiet adgang til de systemer, der faktisk kan bruges til at fange internationale kriminelle.

Det er en strategi, hvor princippet om national kontrol har fået forrang for konkret retshåndhævelse.

Det burde ikke være et spørgsmål om ideologi. Det er et spørgsmål om virkelighed.

Organiseret kriminalitet stopper ikke ved Padborg eller i paskontrollen i Kastrup. Den arbejder digitalt, koordineret og grænseløst – og den bevæger sig langt hurtigere, end vi kan sende vores mails til Ejby.

Derfor haster det med at tage debatten: Skal vi fastholde et retsforbehold, der måske giver politisk ro, men som i praksis hæmmer vores mulighed for at håndhæve lov og orden? Eller skal vi tage konsekvensen og give dansk politi adgang til de værktøjer, som deres kolleger i resten af Europa allerede benytter?

Ingen påstår, at det vil være let at afskaffe retsforbeholdet.

Det vil kræve en folkeafstemning. Det vil kræve politisk mod. Men det er heller ikke let at opbygge et omfattende overvågningsregime uden konkret mistanke og samtidig fastholde tilliden til myndighederne.

Begge veje er drastiske. Spørgsmålet er, hvilken der er bedst for retssamfundet.

For mig står svaret klart. Vi bliver nødt til at tage retsforbeholdet alvorligt – ikke som en historisk undtagelse, men som et aktivt problem. Ikke som et symbol på selvstændighed, men som en reel trussel mod vores evne til at opklare forbrydelser og beskytte borgerne.