EU stiftede fælles gæld for at overkomme corona. Nu må vi gøre det for at sikre freden

Det har længe været en frygt i Ukraine og resten af Europa, hvad der ville ske, hvis man gik hen og tabte krigen mod Rusland. Den ukrainske regering har længe råbt op om, at ukrainerne mangler den nødvendige ammunition, luftværnsraketter, kampvogne og jagerfly til at stå imod den overlegne russiske hær. Det er kommet på tale, om EU er nødt til at stifte fælles gæld for at finansiere de massive investeringer og våbenleverancer til Ukraine. Spørgsmålet er derfor, hvorvidt fælles gæld til at sikre oprustning kan få Europa til at stå på egne ben – især i lyset af Trumps mulige genvalg i USA. 

Under coronapandemien var det første gang, at EU kastede sig ud i eksperimentet om at stifte fælles gæld. 800 milliarder euro skulle være EU’s redning fra nedlukningen af samfundet og økonomien, hvor over halvdelen skulle gives i direkte tilskud til landene. Det historiske øjeblik blev kaldt EU’s Hamiltonian moment, navngivet efter USA’s første finansminister, der sikrede, at den føderale regering påtog sig gælden fra sine delstater, da landet blev selvstændigt.

Nu er flere stats- og regeringschefer begyndt at erkende, at EU igen står i en historisk krise. Krigen i Ukraine har vækket Europa til den erkendelse, at vores forsvar kræver massive investeringer. Derfor er det nu kommet på tale, om EU skulle se på at lave en genopretningsplan for Europas forsvarsindustri, som bygger på principperne fra genopretningsplanen under corona. 

Da den franske præsident, Emmanuel Macron, holdt sin ildevarslende tale på Sorbonne Universitet den 25. april i år, var et af de helt centrale budskaber, at hvis vi i EU ikke kan opbygge bedre forsvarskapaciteter, så vil EU stå alene i verden eller ligefrem dø. Derfor foreslog Macron netop, at en fælles gældsstiftelse vil kunne sikre, at vi fremadrettet producerer og køber våben internt i unionen.

Politik

Dagligt til ugentligt

Et skarpt blik på dansk politik med udvalgte nyheder, skarpe analyser og nye perspektiver.

Vi kan ikke være afhængige af at købe andre landes våben

Det er også bemærkelsesværdigt, hvor afhængig EU er af andre lande, når det kommer til at købe udstyr til vores forsvar. 78 procent af det militærudstyr, EU-landene købte mellem 2022 og 2023, er produceret uden for EU. Køb fra USA alene repræsenterer 63 procent. Det er bekymrende, at vi er så afhængige af verden omkring os, når det kommer til noget så fundamentalt som vores sikkerhed.

Det, Macron lancerede i sin tale, handler nu engang om at opbygge den europæiske forsvarsindustri på langt sigt, så EU får evnen til selv at sikre leverancen til Ukraine, skulle krigen fortsætte mange år endnu. Grundlæggende er ambitionen for den franske præsident, at EU opnår strategisk autonomi på det forsvarsindustrielle område.

Det er også en tanke, der har sværmet i EU i længere tid nu. Langt inden Macrons tale fremlagde Europa-Kommissionen den 5. marts en plan for, hvordan EU kan styrke sin forsvarsindustri. Også her blev ideen om fælles gældsstiftelse foreslået. 

Faktisk virkede det, som om det var den eneste realistiske finansieringskilde til sådan et tiltag, da en større regning til EU-kassen ikke altid falder i god jord i medlemslandene. Investeringer i landes forsvarsindustri er nemlig en meget langsigtet og risikabel investering, når der er tale om en langsigtet forsvarsstrategisk plan for Europa. Derfor kan fælles gældsstiftelse netop være en god idé, fordi alle lande så går sammen om at sikre investeringer på et centralt område præcis som under coronakrisen. Derfor giver det mening, at EU går sammen på det her område.

Investeringen skal koordineres af alle 27 medlemslande og kommer til at indgå i en europæisk helhedsplan om at sikre strategisk autonomi. En langt større koordinering af produktion af militærudstyr er også langt billigere og mere effektiv. I stedet for at hvert enkelt land investerer i at bygge våbenfabrikker til sine egne styrker, vil en fælles produktion være langt mere effektiv, når den samme fabrik leverer til mange forskellige lande og dermed sikrer stordriftsfordele som i USA. Koblet sammen med PESCO, hvor europæiske lande koordinerer fælles indkøb og dermed kompatibilitet af forsvarsudstyr, er en koordinering af forsvarsindustrien et vigtigt skridt mod at få Europas styrker til at kæmpe bedre sammen på slagmarken.

Fælles gæld er ikke nogen nem løsning

Det er værd at fremhæve, at NATO slet ikke i sin struktur har mulighed for at sikre fælles indkøb og produktion af forsvarsmateriel, hvorfor det også var vigtigt, at Danmark fik afskaffet sit forsvarsforbehold i 2022. En fælles europæisk forsvarsindustriel dimension er forhåbentlig også tænkt ind i den nye forsvarsfond som led i det seneste forsvarsforlig, der netop har til formål at styrke Danmarks forsvarsindustri.

Netop Danmarks – og de andre lande i den såkaldte sparebandes – holdning er interessant, hvis det overhovedet skal blive muligt at opbygge en europæisk forsvarsindustri med fælles gæld. Statsminister Mette Frederiksen (S) var selv tilbage i 2020 modstander af coronagenopretningsfonden. Spørgsmålet er derfor, om det virkelig er realistisk at gentage Europas Hamiltonian moment, når det i sin tid virkelig trak tænder ud på EU’s samhørighed. Det, regeringen imidlertid nu antyder, er, at fælles gæld meget vel kunne blive en realitet. Det er godt nyt. Ukraine kan i hvert fald ikke vente meget længere på, at vi tager en beslutning.

Den fælles gældsstiftelse under coronakrisen var måske ikke den hurtige snuptagsløsning på Europas økonomiske udfordringer, som mange havde håbet på. I februar lavede Financial Times en opgørelse over, hvor mange af coronamidlerne der faktisk var blevet udbetalt. I gennemsnit var det kun cirka 34 procent af pengene.

Når det har taget næsten tre år at få en tredjedel af pengene fra den fælles gældsstiftelse udbetalt, kan man sætte spørgsmålstegn ved effektiviteten af et sådant instrument. Det kan derfor nok ikke hjælpe Ukraine lige nu, men kun os selv på lidt længere sigt.

Et andet benspænd er imidlertid også, om det er muligt for EU at stifte fælles gæld igen uden at påtage sig for meget magt over de enkelte landes finans- og forsvarspolitik. Med en rolle som investor i et fælles forsvar på tværs af EU-lande kan EU bevæge sig nærmere en reel, centraliseret finanspolitik – hvilket, med højrefløjens fremmarch i Europa, bliver svært at overbevise alle 27 stats- og regeringschefer om. Derfor bør en regeringschef som den danske være med til at presse sine EU-kolleger til at indse alvoren og bakke op om Macrons idé.

Behov for en selvovervindelse

Fælles investeringer i forsvarsindustrien kan også være svære at sluge for mange medlemslande, der har haft et stærkt neutralitetsprincip. Irlands premierminister, Simon Harris, har konsekvent afvist, at landet skulle tage del i at stifte fælles gæld for at opbygge en europæisk forsvarsindustri.

EU, der altid har været set som fredens projekt, kommer måske også i en identitetskrise, når en fælles forsvarsindustri kommer på tale. Alligevel er det vigtigt at huske, at formålet jo netop er at sikre freden gennem troværdig afskrækkelse – ikke at opruste til krig.

Spørgsmålet er, om EU har andet valg end at gennemgå en slags Selbstüberwindung eller selvovervindelse, som den tyske filosof Heidegger udtrykte det, og komme til den erkendelse, at USA ikke har interesse i at redde hverken os eller Ukraine. EU’s ledere siger hele tiden, at Ukraine ikke kan tabe. Men jo længere tid EU befinder sig i sin tornerosesøvn, desto mere tænkeligt bliver netop det skrækscenarie.