Danmark skal turde være den fornuftige i EU’s næste store budgetkamp

Af Asmus Vilster

Der findes få ting i politik, der er mere bedøvende end EU’s flerårige finansielle ramme. Bare navnet smager af konsulentkaffe og powerpoint. Og dog: Det er her, magten bor. I de milliarder, der dirigeres gennem Bruxelles, tegnes ikke bare linjerne for syv år frem – men konturerne af det Europa, vi enten vil leve i eller forsøge at overleve i.

Til sommer sætter Danmark sig for bordenden, når EU-formandskabet skifter hænder. Det betyder i praksis, at danske embedsmænd i støvede jakkesæt og endnu mere støvet sprog skal forsøge at banke en budgetaftale sammen mellem 27 medlemslande, der sjældent er enige om andet end kaffepausens længde.

Og timingen kunne ikke være mere dramatisk. Klimaet kollapser, krigen i Ukraine fortsætter, kunstig intelligens buldrer derudad, og globaliseringen er blevet til geopolitik.

Europa har ondt i væksten og er nødt til at genfinde både sit fodfæste og sin fremtid.

I det lys bliver det kommende EU-budget ikke bare en økonomisk prioritering, men en politisk skæbnetest. Hvad vil vi med Europa? Hvad tør vi satse på? Hvad har vi råd til at lade være med?

Sidste gang kommissionen fremlagde et ambitiøst udkast til budgettet – med flere penge til europæiske løsninger på europæiske problemer – afviste den danske statsminister det som »fuldstændig gak«.

Pengene skulle gå til dansk velfærd, ikke EU-eventyr. Og hun blev ikke bare bakket op – hun blev hyldet. Som en slags folkelig bulldog mod de føderale fnatfantasier.

Mette Frederiksen blev med ét den mest EU-skeptiske statsminister nogensinde.

Men verden har ændret sig. Og Frederiksen med den. Der er opstået en ny europæisk bevidsthed – ikke født af idealisme, men af nødvendighed. Det viser sig nemlig, at fælles problemer – klimakrise, grænsepres, energiuafhængighed, digital dominans – bedst løses med fælles midler. Ikke fordi det er flot, men fordi det er fornuftigt.

Derfor er det på tide at redefinere, hvad “gak” betyder i europæisk politik. Måske er det ikke længere de store ambitioner, der er tossede – men den småstatsmentalitet, der tror, at Danmark kan klare sig alene med en god regnemaskine og en stram finanslov.

Hvis det virkelig handler om velfærd, så er det på tide at se EU som en investering, ikke en omkostning. Hvad er mere velfærdssikrende end en grøn omstilling, der ikke løber tør for strøm?

Hvad er mere tryghedsskabende end europæisk sikkerhedspolitik med reel militær kapacitet? Hvad er mere økonomisk ansvarligt end at satse fælles på innovation, forskning og konkurrencekraft?

Så ja – lad os håbe, at kommissionen igen præsenterer et ambitiøst budgetudspil. Og lad os håbe, at Danmark denne gang ikke møder det med refleksafvisninger og hjemlig husmoderlogik.

Gak er nemlig ikke nødvendigvis det samme som galskab. Nogle gange er det bare modet til at gøre noget, der ikke står i det seneste meningsmålingsdrevne talepapir.

Når Danmark sætter sig for bordenden, bør vi insistere på, at budgettet ikke bliver endnu en lapning af systemet, men et strategisk nybrud. Det kræver fantasi, ansvar – og ja, måske en smule gak. For i 2025 er det fornuftige ikke det forsigtige. Det fornuftige er at turde noget fælles.