De danske EU-forbehold er tilsyneladende hugget i granit

Af Asmus Vilster

Den Europæiske Unions forbehold er igen kravlet op ad den politiske dagsorden. Radikale er gået offensivt til værks med en kampagne for, at Danmark skal helt med i Den Europæiske Union – uden forbehold.

Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne var på deres årsmøde også tydelige: Alle forbehold bør væk inden for to år. Punktum.

Men i resten af regeringen er stemningen mere afventende.

Socialdemokratiet og Venstre har lagt låg på diskussionen – og meldingen er klar: Nu er ikke tiden. "Der er mange ting, der haster lige nu. Det eneste, der ikke haster, er at tage endnu en debat om de danske forbehold," fastslog Morten Løkkegaard fra Venstre i Altinget.

Socialdemokratiets Christel Schaldemose supplerer: Den Europæiske Unions-debatten skal ikke polarisere, netop nu hvor sammenholdet er stærkere end længe. Og Christian Rabjerg Madsen, partiets politiske ordfører, erklærer uden tøven: "Jeg er egentlig godt tilfreds med, at vi har kronen i stedet for euroen."

Og ja, det kan lyde fornuftigt. Vi skal jo ikke plage danskerne unødigt, vel? Som vi har lært i samtykkedebatten: Et nej er et nej. Og hvorfor splitte, når vi endelig står sammen som nation om Europa?

Men tillad mig alligevel at bidrage med et andet perspektiv – et ungt perspektiv – ikke som provokation, men som et demokratisk opråb.

Til december er det ti år siden, vi stemte om retsforbeholdet. Til september er det 25 år siden, vi stemte om euroforbeholdet.

Alle under 28 år har altså aldrig stemt nej til at afskaffe et forbehold i Den Europæiske Union.

Alle under 43 år – det vil sige omtrent halvdelen af danskerne – har aldrig fået mulighed for at stemme om, hvorvidt Danmark skal have euroen. Vi har aldrig fået muligheden for at sige hverken ja eller nej.

Da danskerne stemte om euroen i år 2000, hentede man stadig film i Blockbuster om fredagen, fastnettelefonen levede i bedste velgående, og tvillingetårnene stod endnu som symbol på frihed og fremtid i New York.

Hele Europas politiske landskab er blevet vendt på hovedet – fra Vladimir Putins angreb på Ukraine til Storbritanniens udtræden af Den Europæiske Union, Donald Trump, klima- og energikrise, og et Kina i fremmarch. Der er kommet nye økonomiske og politiske virkeligheder, for eksempel fælles lånepakker i Den Europæiske Unions-regi, nye investeringspuljer og ændrede fælles retsakter, som afspejler den globale usikkerhed.

Den Europæiske Union er ikke den samme union, som da vi stemte om forbehold dengang. Danmark er ikke det samme land. Og vi er ikke de samme mennesker. Men de danske forbehold i Den Europæiske Union er tilsyneladende hugget i granit.

Jeg forstår godt den politiske udmattelse. Tidligere folkeafstemninger har været hårde og polariserende. Det kræver tid, penge og politisk kapital at føre de debatter.

Men hvis det danske demokrati skal have gang på begge ben, så må vi ikke halte efter på politikken om Den Europæiske Union – særligt ikke når Den Europæiske Unions rolle på både det økonomiske og retslige område hele tiden udvikler sig i takt med, at verden bliver mere usikker, og vores internationale fællesskaber vokser i betydning.

Derfor foreslår jeg noget helt lavpraktisk: Lad os gøre det regelmæssigt. Ligesom vi stemmer til Folketinget, kommuner og regioner hvert fjerde år og til Europa-Parlamentet hvert femte år – så lad os også få en fast rytme for at tage stilling til de danske forbehold i Den Europæiske Union.

En afstemningsmekanisme, hvor alle generationer – nye som gamle – får en stemme i spørgsmålet. Hvor vi ikke skal vente på, at nogen føler, at "tiden er moden", men hvor vi har demokratiet som rettesnor, ikke som en nødudgang.

Vi kunne slå det sammen med valgene til Europa-Parlamentet. Én stemmeseddel mere, samme dag. Lyder i mine ører ret demokratisk.

Men det behøver selvfølgelig ikke være lige præcis den løsning, eller lige præcis hvert femte år. En gang hver generation – altså hvert femtende år som minimum – kunne også være et bud. Det afgørende er, at vi løbende skaber rum for en opdateret debat – i stedet for at lade spørgsmålene samle støv og håbe, de forsvinder af sig selv.

Min pointe er ikke, at vi nødvendigvis skal afskaffe alle forbehold. En dugfrisk analyse fra Tænketanken Europa viser endda ret tydeligt: Et flertal af danskerne vil bevare forbeholdene i Den Europæiske Union.

Jeg har mine holdninger – selvfølgelig – men det er ikke dem, jeg vil overbevise dig om her. Min pointe er, simpelt: Demokratiet svækkes ikke af svære spørgsmål – det svækkes, hvis vi undlader at stille dem af frygt for debatten.

Hvis vi i dag nægtede unge adgang til stemmeboksen, ville vi kalde det et demokratisk svigt. Hvorfor kalder vi det så politisk omtanke, når vi undlader at spørge dem, der aldrig er blevet spurgt?