Drop fantasien om tanks og granater – Europas oprustning kræver nye veje og broer

Af Asmus Vilster

Forestil dig et scenarie, hvor Danmark eller et andet EU-land bliver invaderet i morgen.

Hvor hurtigt vil vores europæiske allierede kunne nå frem med hjælp? En uge? To? Måske flere?

Virkeligheden er mere alvorlig: Vi skal kunne holde stand alene i op til 45 dage.

Denne udfordring beskrives i en nylig rapport fra EU’s revisionsret, Court of Auditors.

Akut behov for europæisk infrastrukturpolitik

Rapporten tegner et bekymrende billede: Militære styrker sidder fast i nationalt bureaukrati, komplekse regler og utilstrækkelig infrastruktur. 

Rapporten peger især på, at der mangler klarhed omkring ansvar og ordentlig koordinering af militær mobilitet på EU-niveau, hvilket skaber forsinkelser og unødvendige barrierer blandt medlemslandene.

Europas militære mobilitet hæmmes med andre ord af bureaukrati, broer med dårlig bæreevne, smalle veje og inkompatible togspor.

Kampvogne afvises ved grænserne, konvojer strander ved broer, der ikke kan bære dem, og logistiske planer går tabt i bureaukratiets labyrint.

EU-revisionsrettens formand, Tony Murphy, er klar i sin kritik: Situationen er uholdbar. Der er akut behov for en mere koordineret og effektiv europæisk infrastrukturpolitik.

Rusland har en fordel

Nato er måske Europas primære forsvarsplatform, men uden EU-landenes egen indsats for at løse disse interne infrastrukturproblemer står alliancen handlingslammet.

Resultatet gavner kun én aktør – Rusland. Trods sine egne udfordringer er Rusland et enkelt land og derfor mere manøvredygtigt end EU.

Hvis vi ikke får løst denne udfordring, betyder det meget lidt, hvor meget vi hver især investerer i militært materiel. Europas virkelige styrke ligger i samarbejdet.

Hvem vil betale for naboens infrastruktur?

I 2017 foreslog Juncker-kommissionen en fuld militærunion inden 2025. Den ambition blev ikke helt indfriet.

Alligevel blev ideen videreført gennem EU’s permanente strukturerede samarbejde, PESCO, som etablerede militære transportkorridorer – ofte omtalt som ”militært Schengen”.

Her er der allerede sket konkrete fremskridt med opførelsen af nye jernbanebroer i Tyskland, strategiske veje ved den litauisk-polske grænse og forbedret adgang til militære baser i Estland.

Men succesen begrænses af underfinansiering. Midlerne, som skulle række fra 2021 til 2028, var allerede opbrugt i 2023, og ifølge EU’s revisionsret mangler der stadig en klar prioritering af, hvilke projekter der reelt er vigtigst fra et militært perspektiv.

Den Europæiske Investeringsbank (EIB) vurderer, at EU mangler 80 milliarder euro for at sikre reel effektivitet i mobiliteten på tværs af grænserne.

Problemet er især medlemslandenes manglende vilje til at investere i fælles grænseoverskridende projekter: ”Hvorfor betale for naboens infrastruktur?” lyder spørgsmålet alt for ofte.

Samhørighedsmidler bør også gavne mobiliteten

Omkring en tredjedel af EU’s budget går til samhørighedsmidler (Cohesion Funds), der skal mindske velstandsforskelle mellem rige og fattige medlemslande.

Disse midler må i dag ikke bruges direkte militært, men investeringer i infrastruktur, der har både civil og militær værdi, befinder sig allerede i en gråzone.

Opfordringen er derfor klar: EU må finde politisk vilje til at frigive dele af samhørighedsmidlerne til projekter, der styrker både civil og militær mobilitet.

Berøringsangsten skal fordufte. Bureaukratiske barrierer skal fjernes, procedurer skal strømlines, og grænseoverskridende investeringer skal have højeste prioritet.

Når Danmark overtager rådsformandskabet til sommer, bør det her være en klar prioritet.

Vi har ikke råd til at vente 45 dage. Europas forsvar handler først og fremmest om stærke broer, robuste veje og kompatible togskinner – ikke kun om nye kampvogne.