EU skal være en aktiv del af opbygningen af et nyt og demokratisk Syrien

Af Asmus Vilster

24 år. Så lang tid havde Syriens befolkning været underlagt Bashar al-Assads diktatoriske styre, indtil hans regering blev væltet, og han selv blev sendt på flugt i december 2024. Hundredvis af syrere samlede sig på Rådhuspladsen for at fejre den nyvundne frihed for et helt folk. Det er stadigvæk værd at fejre og glæde os over.

Der er dog sket en betydelig udvikling siden. Erdogan har gjort klare tilnærmelser til HTS. Der går også rygter om, at Rusland er i tæt kontakt med oprørskoalitionen og ønsker en fortsat stærk militær tilstedeværelse i regionen. Fra den anden side af Atlanten lyder det diametralt modsatte budskab. Trump har udtalt, at borgerkrigen ”ikke var USA’s kamp”, og at amerikanerne burde læne sig tilbage og lade situationen udspille sig.

Alt kan ske lige nu. I det vakuum, som Assads nederlag har efterladt sig, skal over 23 millioner mennesker finde deres vej fremad. Og det er afgørende, at vi i EU gør alt, hvad vi kan, for at bistå befolkningen. Den humanitære hjælp, som EU allerede har igangsat, er et godt første skridt på vejen, men det hverken kan eller skal stoppe der. Selvom HTS har lovet at gøre deres for at respektere – kulturelle såvel som religiøse – mindretal, så har centrale skikkelser i oprørsgruppen en historik for at gøre det modsatte.

Klokkeklar støtte fra EU

Det betyder på ingen måde, at vi i Europa skal være opgivende. Tværtimod. Der er behov for klokkeklar diplomatisk støtte. For langsigtede løfter. Der skal hos syrerne ikke herske den mindske tvivl om, at den møjsommelige genopbygning af deres land, de står overfor, bliver understøttet af europæiske midler og ressourcer. At der findes en aktør i verden, der hverken er ligeglad med dem, som de er i Washington, eller bare ser dem som en brik på den udenrigspolitiske spilleplade, som de gør i Kreml eller Ankara.

Demokrati, menneskerettigheder og institutioner er ikke naturgivne. De er produkter af politiske kampe, drevet fremad af befolkningers ønsker om retfærdighed og frihed. Selv i kølvandet på årtiers krig, undertrykkelse og tab af menneskeliv kan en fredelig verden og hverdag skabes. Det er det europæiske projekt siden anden verdenskrig et klokkeklart eksempel på. Men det kræver arbejde og politisk vilje. Den skal vi turde vise, og vi skal vise den nu.