I rovdyrenes tid kan EU ikke nøjes med at være vegetar

Af Asmus Vilster

Giuliano da Empoli har givet vores tid et navn: Rovdyrenes tid.

En æra, hvor det ikke er de moralsk overlegne, men de brutale og hurtige, der sætter spillereglerne. En tid, hvor moral uden magt er som en fodgænger på motorvejen – teknisk i sin ret, men alligevel dømt til at blive kørt over.

Og rovdyr er der nok af.

Rusland fører krig i Europa og tester dagligt vores vilje. Kina dominerer råstofkapløbet i Afrika og presser europæiske aktører ud med kirurgisk kynisme. Trump har gjort amerikansk udenrigspolitik til et realityshow, hvor EU maksimalt får rollen som bifigur – og som vi netop så, da Zelenskyj ankom til Det Hvide Hus flankeret af syv europæiske ledere, så er Europas rolle mestendels symbolsk.

Mens Trump tog imod med sin sædvanlige blanding af reality-charme og latent trussel, fik EU-lederne lov at høre, hvor pæne de så ud, mens de blev parkeret i foyeren, så Trump kunne tage en opringning fra Putin.

Det var en episode, der opsummerer Europas nuværende rolle i verdenspolitikken: med ved bordet, men uden bestik.

Midt i dette landskab er det svært ikke at bemærke den uoverensstemmelse mellem udfordringernes størrelse og de politiske indspark her i avisen. Holger K. Nielsen minder os om Hiroshima og behovet for nedrustning. 

De kirkelige aktører skriver passioneret om, hvordan Danmark under EU-formandskabet bør presse på for religionsfrihed. Begge dagsordener er hæderlige. Men de står i skærende kontrast til den verden, vi faktisk befinder os i.

For sandheden er: Europa kan – og må – opføre sig langt hårdere, uden at komme i nærheden af de værste aktører på scenen.

Vi kan tillade os at være mere resolutte, mere strategiske, ja, mere kyniske – uden at sælge vores sjæl. Vi skal ikke blive som dem, vi kæmper imod. Men vi skal tage ved lære af, hvordan de vinder terræn.

Problemet er, at EU's arkitektur i dag er designet til samarbejde, ikke stormvejr. Enstemmighed i udenrigs- og sikkerhedspolitik betyder, at ét medlemsland kan lamme 26 andre. Derfor kan Orbán holde Ukraine og Moldova som gidsler i optagelsesforhandlingerne. Derfor kan EU ikke tale med én stemme om Gaza. Derfor bliver vi reduceret til statistroller, mens stormagterne forhandler Europas fremtid uden os.

Og de første konsekvenser er allerede her: Handelsaftaler med USA, der lugter af desperation. 18 sanktionspakker, der aldrig rammer rigtigt. En Mellemøstpolitik, der ikke findes. Og nu altså et amerikansk præsidentkontor, der prioriterer opringninger til Kreml frem for samtaler med Europa.

Det er ikke længere nok at bekende sig til høje idealer. Vi må skabe institutioner, der kan beskytte dem. Det betyder, at vi må afskaffe enstemmighed på udenrigs- og sikkerhedspolitik og indføre flertalsafgørelser.

Det betyder, at Danmark må opgive illusionen om en selvstændig udenrigspolitik og i stedet investere i en europæisk, der kan flytte noget.

Jeg er godt klar over, at det ikke er realistisk, at enstemmigheden i EU afskaffes i dag, i morgen eller i den nære fremtid. Men nogen skal være de første til at tage diskussionen og pege på retningen.

Det danske EU-formandskab er en udmærket anledning til netop det. For hvis vi kun måler politik på, hvad der kan gennemføres her og nu, reducerer vi os selv til forvaltere af stilstand. Store forandringer begynder altid som urealistiske idéer – indtil nogen tør gøre dem realistiske.

Hvis Danmark i sin formandsperiode blot bidrager til endnu en runde af EU's vanemæssige konsensusritualer, så spiller vi i virkeligheden Orbán og de andre veto-entusiaster endnu stærkere.

Men hvis vi bruger formandskabet til at lægge pres for en fremtid uden enstemmighed, til at skubbe diskussionen fremad, til at udfordre status quo, så kan vi være med til at bane vejen for et EU, der ikke bare overlever i rovdyrenes tid, men kan handle i den.

Danmark alene er intet. Danmark i EU kan være noget. Og kun et EU, der kan reagere hurtigt, beslutsomt og samlet, vil være i stand til at forsvare både vores sikkerhed og vores værdier i en verden, der er blevet koldere, hårdere og mere brutal.

Vi skal ikke opgive vores humanistiske idealer. Men vi skal indse, at de ikke overlever af sig selv. I rovdyrenes tid handler det ikke om at være dem, der har de smukkeste principper, men om at være dem, der har styrken til at stå ved dem.

Europa må blive hårdere – ikke for at blive værre, men for at overleve.