Foreningens økonomi hviler på flere ben.
Den største indtægt er driftstilskuddet fra Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), som er baseret på vores medlemstal og udgør hovedparten af vores faste indtægter. Lige i hælene kommer tilskuddet fra Europa-Nævnet, som vi søger centralt og fordeler videre til lokalafdelingerne. Derudover har vi kontingentindtægter fra medlemmerne samt en håndfuld mindre indtægter.
Pengene får ikke lov at samle støv. De går især til at holde sekretariatet kørende, arrangere nationale aktiviteter som sommerlejre og landsmøder – og til vores internationale aktiviteter. Derudover bruges midler på bestyrelses- og mødearbejde samt forskellige projekter.
I kapitel 3 går vi lidt mere i dybden med hvad pengene konkret kan bruges til og hvad du som bestyrelsesmedlem skal have styr på.